Hvad er gestalterapi?

Gennem hele livet lærer vi bestemte sammenhænge at kende. Disse sammenhænge gør, at vi kan styre uden om fare og styre imod det, vi har brug for og gerne vil have kontakt med. Vi lærer, at vi kan påvirke vores verden på en bestemt måde, når vi gør eller siger noget bestemt- eller hvis vi undlader at gøre og sige noget bestemt. Vi opdager, at der er en sammenhæng mellem vores følelser, tanker, reaktioner og vores handlinger og de svar, vi får fra verden.

Denne viden er for det meste så selvfølgelig for os, at vi aldrig opdager den. Vi lever med den og reagerer automatisk på den. Men det sker, at vi tvinges til at ny-opdage de sammenhænge, vi altid har levet i og med. Det kan enten være, fordi livet tvinger os til at reagere på en ny måde, eller fordi vi opdager, at de gamle måder ikke er nyttige mere – og enhver ny indsigt har konsekvenser for vores liv.

I psykoterapi – også gestaltterapi – påvirker terapeuten klienten sådan, at klienten opdager, hvilke sammenhænge han/hun indgår i, opretholder, skaber, påvirkes af osv. På den måde finder klienten ud af, hvem han/hun er og får dermed mulighed for at forholde sig til dette.

Gestaltterapi bygger på et eksistentialistisk livssyn. Det viser sig ved, at gestaltterapeuten undersøger det, der kommer frem i terapien i forhold til de værdier eksistentialismen anser for væsentlige. De eksistentialistiske livsværdier får derved en særlig betydning i den opdagelsesproces, som klienten er i gang med og angiver dermed en retning for terapien.

Billedet viser hvordan vores hjerne fokuserer i gestalter
– enten på det sorte træ eller på de hvide dyr (aben og løven).

Gestaltpsykologien er en teori om, hvordan mennesket bærer sig ad med at erkende. Dens forklaring er, at mennesket automatisk organiserer sansepåvirkninger i helheder. Disse helheder (kaldet Gestalter) danner genkendelige mønstre med bestemt betydning/mening. Når man i psykoterapi anvender gestaltpsykologien som psykologisk teori, forstår man derfor menneskets oplevelser og handlinger som en funktion af denne organisering.

Gestaltpsykologien opstod allerede omkring 1912. Her beskæftigede forskere som K. Goldstein og K. Lewin sig med at undersøge, hvordan mennesket oplever. De kunne studere de fysiologiske processer, der var svaret på bestemte påvirkninger. De kunne dog ikke følge den direkte sammenhæng mellem stimuli, de fysiske processer og menneskets oplevelse, da det ikke var muligt at studere bevidstheden direkte,

De antog derfor, at der skete ”noget”, at der var nogle forandringsprocesser imellem påvirkning og reaktion. Disse kun kunne studeres på grundlag af fysiologiske reaktioner, oplevelser og handlinger. De studerede dette ”noget” ved at beskrive og systematisere det, der skete, når mennesket udsættes for bestemte sansepåvirkninger. Og de fandt, at disse processer imellem stimuli og reaktion var underlagt bestemte lovmæssigheder – gestaltningsprincipper.

Disse principper formulerede de fænomenologisk, dvs. sådan som fænomenerne viser sig – uden at forklare dem med deres årsag i nerveprocesser eller indre psykisk struktur. De definerede det psykiske – psyken – som dynamiske helheds-processer og funktioner. De ville ifølge Kurt Lewin undersøge de strukturelle egenskaber ved en given helhed (fænomenerne), konstatere forholdet til de underordnede helheder og bestemme grænserne af det system, der fokuseres på.

Ansvarsprincippet i gestaltterapi

Gestaltpsykologien repræsenterer en videnskabelig og biologisk funderet proces-tænkning. Denne proces-tænkning viser, at mennesket både har mulighed for at blive klar over, at gestaltningsprocesserne foregår, og hvordan de foregår. Dette betyder, at mennesket har mulighed for selvstændigt at gribe ind i processerne. Dermed modsvarer gestaltpsykologien det eksistentialistiske ansvarsprincip og relations-orientering. Dette var, hvad Fritz Perls og de andre skabere af gestaltterapien blev inspireret af, da de udarbejdede gestaltterapien.

Læs mere om mine ydelser her.

Eller kontakt mig for at komme i gang.